Hvem er jeg?

Jeg er født i 1965 i Køge. Så længe jeg kan huske tilbage har jeg været vild med dyr. Ikke bare glad for dyr, men fuldstændig tosset. Min mor vil kunne berette om dengang jeg som 2-årig ødelagde min nye lyserøde vindjakke, fordi jeg kom hjem med lommerne fulde af skovsnegle og hvordan jeg byggede “bure” til husets edderkopper af min fars slips !

Beklageligvis var min mor hyperallergiker, så dyr hjemme var udelukkede. Da jeg var 16 år, var min mors allergi dog blevet lidt bedre, så jeg fik et par undulater, der blev holdt på mit værelse.

Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig og et par måneder senere havde fået min første kat – se Chili. Jeg har aldrig siden været uden katte i mit liv. Jeg prøvede for første gang i 2001, at have killinger og med den killing jeg beholdte, fik jeg min første udstillingsoplevelse.

Disse seneste oplevelser viste mig en anden side af livet med katte, som ikke er “bedre” end livet med katte, der er udelukkende kælekatte, men blot anderledes og – for mig – meget spændende. På den baggrund besluttede jeg, at jeg ville have mit eget opdræt og selv skabe og præge mine egne sunde, veltilpassede og racetypiske abyssiniere.

Jeg bor i Otterup på Fyn i et mindre hus. Kattene lever sammen med mig - præcis som de fleste andre kælekatte gør. Da jeg tog beslutningen om at opdrætte, besluttede jeg nemlig samtidig, at mine katte primært stadig var kælekatte, dernæst avls- og udstillingskatte – i den rækkefølge. Ikke et ondt ord om andre, der foretrækker det anderledes, men det er sådan, at jeg ønsker at leve med mine dyr.

Jeg laver gennemsnitligt 1-2 kuld om året, så jeg vil altså ikke have killinger til salg hele tiden. Hvis du er interesseret i en killing, er du naturligvis velkommen til at kontakte mig. Hvis jeg ikke selv har killinger kan jeg fortælle, hvornår jeg venter nogen eller jeg kan henvise til andre opdrættere, som jeg kan stå inde for.

Comments are closed.