Dushara This’ My Kesto

Født 30/5 2001

Da Eika fik sit første kuld, gik der ikke så forfærdeligt lang tid, før jeg var klar over, hvilken af killingerne, som jeg skulle beholde. Kesto valgte simpelthen mig, og ja, så måtte jeg jo bare rette mig efter det ;-) Han var en frygtelig “pyldret” killing, der græd hjerteskærende, hvis jeg ikke lige gav ham opmærksomhed nok, og hvis jeg ikke huskede at kysse ham x antal gange, inden jeg gik i seng. Han blev snart den frækkeste og mest dominerende af killingerne – en rigtig bulder-basse, selvom han ved fødslen var lidt skvattet. Jeg fik da også mine betænkeligheder mht. til valg af killing, men han var jo så dejlig, så jeg kunne jo slet ikke stå for ham. Men indrømmet – han VAR lidt af en mundfuld :-)

Heldigvis voksede han op med ilderhvalpen Ciré som blev hans bedste legekammerat, efter at hans to søskende flyttede hjemmefra. De 2 elskede hinanden og Ciré var den eneste, der kan køre Kesto træt, så tak for hende!

Kesto var en frygtelig besværlig kat, men han var også så lækker, at det opvejede det hele! Han var meget energisk og en rigtig uopdragen bisse, der i hvert fald ikke er udstyret med sine store ører for at bruge dem til at høre efter……… Han var en vældig intelligent og kreativ kat. Det sidste skyldes nok til dels, at de andre katte slet ikke kunne følge med i hans tempo og så må man jo underholde sig selv.

Han var vældig dygtig til at finde ud af at åbne ting, hvilket resulterede i, at jeg måtte have kroge på mine køkkenskabe og endda også måtte blokere fryseren!

Kesto bedste hyggestund var når jeg sad ved computeren – så skulle han straks op i favnen på mig. Han slyngede simpelthen poterne om min hals og puttede sin snude og sukkede dybt – det var sand lykke. Sædvanligvis faldt han i søvn, mens jeg forsøgte at skrive med én hånd og hurtigt fik totalt krampe i armen af at holde ham. Men han blev så ulykkelig, hvis jeg satte ham ned, så…….

Han afløste hurtigt sin mor som flokanfører og var en meget stærk leder. Han havde aldrig konflikter med nogen af de andre katte – hans blotte tilstedeværelse var alt rigeligt.

Kesto er aldrig brugt i avl i mit katteri, men han hører alligevel med til historien, for han var min første udstillingskat.

Efter at vi fik hankatte i huset ændrede tingene sig desværre og Kesto fik det problem, at han blev meget dominant overfor alle de andre katte. Jeg bebrejder ham intet, for han opførte sig jo bare som en naturlig kat – men det medførte, at jeg blev nødt til at finde et nyt hjem til ham. Det var meget hårdt for mig, men heldigvis har han det som blommen i et æg der. Han bor sammen med Tick-Tag’s Coogan’s Bluff og de to drenge har det dejligt sammen.

Comments are closed.