Babushka’s Chabél Charme

11/7 1995 – 29/12 2006

Jeg fik første gang øjnene op for somalien omkring 1990. Dengang var de ret dyre, så jeg besluttede mig dengang blot for, at sådan en måtte jeg have – engang. Et par år senere blev jeg skrevet på venteliste hos Babushka til en vildtfarvet somalipige. Tiden gik og der kom ikke rigtig nogen vildtfarvede somalipiger til kæl. Et års tid senere gik jeg med til at kigge på et kuld hankatte hos samme opdrætter, hvor 2 af killingerne var til salg – en vildtfarvet og en sorrel. Jeg havde allerede på forhånd bestemt mig til, at det naturligvis skulle være den vildtfarvede. Ja, dvs. i hvert fald indtil jeg havde været sammen med killingerne i ca. 5 sekunder. Den sorrel killing adopterede mig nemlig med hud og hår fra første øjeblik, hvorimod den vildtfarvede killing ikke værdigede mig et blik. Sådan gik det altså til, at jeg endte med en sorrel hankat i stedet for en vildtfarvet hunkat :-)

Chabél var en meget frygtløs og velsocialiseret killing. Han spadserede, da han ankom, ud af sin transportkasse med højt løftet hale og kiggede undrende på de andre, mere eller mindre, forbeholdne katte. Først da han fik øje på sit eget spejlbillede blev det hele en smule farligt :-) Hans ego var på størrelse med halvdelen af Canada og intet de andre katte gjorde kunne ryste ham den mindste smule. Han var en rigtig monsterkilling, der i lang tid var ved at drive undertegnede fra sans og samling. Søvn fik jeg ikke meget af, for så snart jeg lukkede øjnene, stod han koncentreret og daskede mig på øjenlågene med sin pote, for at få dem til at bevæge sig, så han kunne “dræbe” dem. *suk* Men han blev da endelig voksen og fornuftig……… Nå nej…….. Men han blev da endelig voksen.

At påstå, at Chabél var meget glad for mad, ville vist være århundredets underdrivelse :-) Chabél ville være villig til at fortære en soldat med oppakning, hvis han fik sådan en serveret. Han var mere eller mindre altædende og specielt alle former for frugt og andre lettere katte-unormale fødevarer, var han glad for. Derfor blev et af hans kælenavne da også Chabél-Køb-En-Ven :-)

Chabél havde gennem flere år en bedste ven, Dizzy, der tilhørte min nabo og som af og til kom på visit. Vi har tit undret os over, at netop de to katte blev så gode venner, for de var begge to den dominerende kat i huset og stærke personligheder. Men de havde altså en eller anden form for respekt for hinanden, der gjorde, at de aldrig udfordrede hinanden, men til gengæld kunne lege de vildeste lege. Begge katte sagde altid små miv-lyde, når de legede med hinanden, hvilket ingen af kattene nogensinde har gjort, når de legede med andre katte. Vi fandt aldrig ud af, hvad det gik ud på, men de hyggede sig i hvert fald.

Da jeg fik min for længst bortkomne kat, Pepe, tilbage opstod der store problemer mellem ham og Chabél. Som jeg har berettet om på Pepe’s side brugte jeg meget lang tid og megen energi på at få de to til at komme overens, men intet jeg gjorde havde nogen virkning. De to katte kunne simpelthen ikke udstå hinanden. En af kattene måtte altså væk, for ingen af dem trivedes under de forhold. Pepe var 11 år gammel, urenlig, havde nyreproblemer og var skrækslagen for alle andre end mig, så hans eneste alternativ ville være en aflivning. Chabél derimod struttede, som sagt, af selvtillid og var en meget harmonisk og ellers uproblematisk kat, så jeg valgte med sorg i hjertet at overlade ham til min veninde og hans legekammerat, Dizzy. Desværre måtte jeg til sidst alligevel aflive Pepe, så jeg havde givet afkald på min dejlige Chabél til ingen verdens nytte.

Da Chabél havde boet hos min veninde ca. ½ års tid opstod der problemer i forbindelse med, at hun fik en ny lille killing. Hendes kat, Dizzy, blev frustreret og begyndte at blive gnaven og brød sig bestemt ikke om killingen. Der begyndte også at opstå små gnidninger mellem ham og Chabél. Chabél begyndte at blive deprimeret, for han trives meget dårligt med ufred omkring sig – hvis han altså ikke lige selv skaber den. Min veninde kunne se, at han ikke længere trivedes så godt og da hun vidste, hvor meget jeg savnede ham, tilbød hun mig, at han kunne flytte hjem igen. Enorm lykke i det lille hjem! Sørgeligt nok viste det sig, at Dizzy havde haft en årsag til sit gnavne humør, for umiddelbart efter måtte han aflives pga. nyreproblemer.

I mellemtiden var Eika flyttet ind, så jeg var noget spændt på, hvordan Eika, der nu var førerkat og Chabél, der var tidligere førerkat, ville ordne deres indbyrdes rangfordeling. Ingen problemer! Chabél accepterede straks, at Eika var husets ukronede dronning og i løbet af et par timer vaskede de hinanden og alting føltes som om Chabél aldrig havde været væk. Han tog al denne flytning frem og tilbage med ophøjet ro og virkede, mod min forventning, aldrig frustreret eller forvirret over det.

Chabél var den perfekte katte-onkel, når vi havde killinger. Han puslede og nuslede dem og han havde en engels tålmodighed. De små kryb kravlede overalt på ham, legede med hans hale, bed ham i tæerne og var i det hele taget rigtig irriterende, men Chabél kiggede bare overbærende og til tider en smule træt på dem og resignerede. Jeg tror nu også, at Eika muligvis har forsøgt at bilde ham ind, at han er far til hendes killingerne, for Chabél er hendes store kærlighed, som hun simpelthen tilbad, så det grænsede til det pinlige. Men jeg forstod hende jo så godt.

Chabél fik desværre konstateret sukkersyge, da han var godt 11 år gammel. Jeg gav ham insulin 2 gange dagligt i et par måneder, men det havde ikke den ønskede virkning. Han tabte sig, mistede langsomt synet og fik til sidst også adfærdsændringer, hvilket jeg tog som et tegn på, at han ikke længere havde det godt. Jeg tog derfor den svære beslutning at han skulle have lov at sove ind inden han begyndte at lide for alvor. Han var elsket af de andre katte og mens han gik over regnbuebroen gik Billy hen til ham, snusede og gav ham et stort vådt slik i panden. Jeg kigger stadig efter ham alle de steder han plejede at ligge og jeg hører hans specielle giv-mig-opmærksomhed-miau. Hvem skal nu gå med mig i bad om morgenen på den måde, som kun han kunne gøre det? Hvem vil nu fare vild i mit køkken og blive glad over at blive fundet igen, når jeg kalder på ham?
Jeg vil aldrig glemme ham.
Sov sødt Chabél.

Comments are closed.