Pepe

Født sommeren 1989 – død sommer 2001

Pepe var ca. 5 måneder gammel da jeg hentede ham på Dyrenes Beskyttelses Internat i efteråret 1988. Det var så frygteligt svært at vælge, fordi der var så mange søde katte, der trængte til et nyt hjem. Pepe var nok ikke den kat, der appellerede mest til mig i første omgang, fordi han overhovedet ikke var interesseret i at snakke med mig. Han kæmpede, som en sindsyg for at komme fri, hvis jeg tog ham op, for det eneste han gik op i, var at piske rundt til alle de andre bure, stikke poten ind og fiske nudler ud af de andre bure og spise dem :-) Men da de fortalte mig, at Pepe var den kat, der pt. havde været der længst (3 måneder) besluttede jeg mig for ham. Jeg kaldte ham Pepe, fordi han mindede mig om en italiensk baggårdskat og nudel-tricket gjorde det jo ikke mindre oplagt ! Han havde nogle meget smukke aftegninger, som ikke bliver helt retfærdiggjort på billederne, men han havde altså en perfekt formet hvid halvmåne på brystet og så var de to miderste tæer på tre af hans poter hvide.

Han var en venlig og imødekommende kat overfor fremmede indtil han blev kønsmoden. Efter den tid forsvandt han altid ved synet eller lyden af alle andre end mig, men til gengæld var han en rigtig kælemis, og ikke specielt forskræmt, når jeg havde ham alene. Det eneste har virkelig var nervøs for var åbne altandøre og vinduer. Den store verden udenfor var meget farlig, syntes han.

I maj 1992 skulle vi flytte fra Køge til Valby. Dagen efter vi var rykket ind havde jeg nogle venner på besøg, der skulle hjælpe mig, så der var et rend ind og ud af døren hele tiden. Hoveddøren kunne ikke lukkes uden at man låste den, så det var ikke så praktisk i den den situation og medførte desværre også at Pepe må være stukket af i et ubevogtet øjeblik. Jeg var naturligvis dybt ulykkelig og bebrejdede mange gange mig selv, at jeg ikke havde passet bedre på. Jeg ledte efter ham i lang tid i nabolaget og tænkte ofte på, at netop stakkels lille Pepe var så bange for den store verden. Jeg regnede ikke med, at han ville opsøge mennesker, da han absolut ikke brød sig om andre end mig. Efterhånden som månederne gik blev jeg mere og mere sikker på, at han var død – specielt fordi min nærmeste nabo var Roskildevej.

Når man mister en kat på den måde, holder man nok aldrig rigtig op med at tænke på, hvad der mon er sket. Når man ikke underrettes om, at katten er fundet død, mangler man den afslutning, der gør at man kan lægge det bag sig. Sådan var det i hvert fald for mig. Gennem årene tænkte jeg af og til på Pepe og på hvad hans skæbne mon var blevet og en sommerdag i 1999 var han igen i mine tanker.

Dagen efter ringer en mand fra Kattens Værn på min dør og spørger om jeg mangler en kat. Jeg har, på daværende tidspunkt, 3 stk. så det mener jeg nu ikke at jeg gør ;-) Da han begynder at tale om en brunstribet kat de har fundet i Valby føles det næsten som om at mit hjerte holder op med at slå ! Resten af samtaler står lidt hen i tåger…….men det er min Pepe de har fundet ! De har haft lidt problemer med at finde mig, fordi jeg stadig står registreret, som bosiddende på min adresse i Køge. Jeg havde godt nok kontaktet dem med min nye adresse i Valby, da Pepe forsvandt, men de var ved at lægge deres kartoteker ind på EDB på ca. samme tidspunkt og den må derfor være smuttet. Siden da var jeg flyttet endnu en gang til Nørrebro, men de fandt mig heldigvis via Folkeregistret.

Han fortæller, at Pepe er indfanget ca. 50 m fra hvor jeg boede i Valby og gennem de sidste mange år punktligt er mødt op hver dag for at blive fodret af en dame, der har taget sig lidt af kvarterets katteflok. Hun har aldrig fået lov at komme i nærheden af ham, endsige røre ham, men hun vil meget gerne have ham genudsat, fordi hun alligevel føler at han hører til efter så mange år, så det har de tænkt sig at gøre. Alle de andre katte, der blev indfanget sammen med Pepe, viste sig desværre at lide af katteaids, så Pepe var den eneste, der ikke blev aflivet, for han var heldigvis sund og rask. I min daværende chokerede tilstand kan jeg overhovedet ikke tænke lige og kan absolut ikke tage stilling til noget som helst og siger, at det måske nok også er det bedste. Jeg får at vide, at han vil være hos dem indtil dagen efter, hvorefter han vil blive genudsat.

Så snart jeg er alene igen begynder min lille hjerne naturligvis at arbejde på højtryk. Jeg er meget i tvivl fordi jeg ikke har mange forhåbninger om, at Pepe ville kunne affinde sig med et liv i en lejlighed sammen med mig og de andre katte, efter et liv som vildkat i 7 år. Men samtidig har jeg et tilbagevendende billede på min nethinde……. Pepe er jo på det tidspunkt 11 år og ikke længere en ung kat – specielt set i lyset af det hårde liv han har levet. Han vil sandsynligvis nok ikke have så lang tid igen at leve i og er i hvert fald i “reperationsalderen” og hvis han fortsætter sit liv som vildkat, vil han jo ikke komme til dyrlægen hvis han er syg og har smerter og kan meget vel ende sine dage syg, forkommen og kold under en busk og dét har jeg det meget svært med. Jeg ringer til min dyrlæge og spørger hende til råds og har heldigvis hendes fulde opbakning. Hun kan godt se, at det måske vil give nogle problemer, at tage ham hjem, men vurderer, at det i så fald vil være mere nådigt for ham, at blive aflivet på en human måde – og så har han i hvert fald fået en chance. Hvis damen i Valby havde været villig til at tage ham ind, havde han nok fået lov at blive hvor han var, men det ender med, at jeg ringer til Kattens Værn og meddeler dem, at Pepe skal hjem.

Dagen efter ankommer Pepe. Jeg har gjort mit arbejdsværelse klar til ham og det skal de første par dage være hans hjem. Jeg lægger mig på gulvet og forholder mig helt i ro og inden der er gået ret længe, mærker jeg et kattehoved stryge sig op ad min skulder. Jeg rækker forsigtigt hånden ud mod ham, mens jeg snakker til ham og han gnider sig straks op ad den, smider sig på ryggen og ruller sig og vil nusses på maven ! Jeg var naturligvis fuldstændig målløs ! Jeg tror ikke, at han kunne huske mig i den forstand, som vi mennesker forstår det, men jeg er sikker på at han kunne huske mig på den måde, at han forbandt min stemme med noget rart.

Dagen efter får jeg lige dyrlægetjekket ham en ekstra gang, bl.a. for at sikre mine andre katte og vil i den forbindelse have taget en nyreprøve, som kræver en blodprøve. Så længe jeg talte til ham, forholdt ham sig fuldstændig i ro og min dyrlæge var dybt overrasket og imponeret af ham – hun var nemlig ret sikker på, at vi ville være nødt til at bedøve ham – og jeg var naturligvis stolt af min dejlig kat ! Sikke en vildkat….hmmmm……

Underligt nok var han ikke det mindste interesseret i åbne døre og vinduer, som jeg havde forventet, efter at han havde levet ude så længe. Tværtimod opførte han sig præcis som for 7 år siden, og forsvandt prompte, når en dør eller et vindue blev åbnet. Han ville langt hellere slange sig på min bløde dyne :-)

Jeg satte voilerenet op mellem min stue og mit soveværelse, og flyttede ham i soveværelset, så han kunne lære de andre katte at kende, men desværre hadede han og min dominerende hankat, Chabél synet af hinanden. Jeg vil ikke komme ind på alle de ting, jeg forsøgte for at få dem til at acceptere hinanden, for det bliver alt for omfattende, men til slut måtte jeg se i øjnene, at det aldrig kom til at fungere mellem dem og ingen af dem trivedes med situationen. Pepe ville være ret umulig at omplacere, for hvem vil have en 11 år gammel kat, der har begyndende nyreproblemer, er bange for alle andre end mig og bliver urenlig, når han bliver frustreret ? Nej, vel…. Chabél til gengæld havde en “bedste ven” i min venindes kat, Dizzy. Min veninde elskede Chabél og Chabél har oceaner af selvtillid og jeg mente godt at han kunne omplaceres, så det blev til – men blødende hjerte – at Chabél flyttede ud hos min veninde. Gosh, hvor jeg savnede ham……. Men det var trods alt at foretrække frem for en aflivning af Pepe.

Alt var idyl i en periode, men så begyndte Camillo og Pepe at have de samme problemer som Chabél og Pepe havde haft :-( De sloges så pelsen fløj og Pepe blev utryg og fór sammen ved den mindste lyd og blev besidderisk overfor mig og blev urenlig pga. frustrationer.

Efter nogle uger med de forfærdeligste kvaler og en følelse af forvirring, utilstrækkelighed og samvittighedskval, besluttede jeg mig for at “enough is enough” og fik Pepe aflivet. Det er en af de beslutninger, som jeg aldrig nogensinde vil få det godt med, men det er stadig den jeg har det mindst dårligt med. Jeg kunne godt have ønsket, at Pepe havde fået en længere alderdom i trygge omgivelser, hvor han trivedes. Det virkede helt forkert, at han skulle alt det igennem og så, efter endelig at være kommet hjem, bliver aflivet. Den eneste trøst er, at han, trods alt, fik næsten et år dér hvor han altid har hørt til – hos mig.

Comments are closed.