Chili

Født sommeren 1984 – død sommer 1998

Ja, hvad kan jeg næsten skrive om Chili ? Chili er uden tvivl grunden til, at jeg har kat i dag – men samtidig var han tæt at blive årsagen til, at jeg aldrig havde fået kat igen!

Jeg startede med min første kat, som så mange andre – ved et tilfælde. Jeg var 18 år og lige flytte hjemmefra og havde planer om, at anskaffe mig en hund, når mit liv blev lidt mere organiseret. En af mine bekendte, der boede i samme bebyggelse, passede en kattekilling på 11 uger, fordi nogle af hendes venner havde anskaffet den og haft den i 3 uger, men kunne ikke beholde den pga. allergi. Hun var ved at løbe hjemmefra, fordi killingen og hendes egen kat var ved at rasere det hele, så hun spurgte mig, om jeg ville passe den indtil videre.

Jeg var lidt betænkelig, men gik med til at møde den. Det syn, der mødte mig, var nok til at fjerne alle mine betænkeligheder. Chili var, til dato, den yndigste killing, jeg nogensinde har mødt. Han var helt sølvgrå/blå med grå øjne og en robust lille sag med store poter og en tyk lille mave – og så havde han altså det frækkeste udtryk……….hvilket absolut ikke var falsk markedsføring, skulle jeg senere sande.

Jeg var totalt uvidende om katte og startede selvfølgelig med at aflægge det lokale bibliotek et visit. Om biblioteket havde et usædvanligt ringe udbud af kattebøger eller om der på det tidspunkt (i 1984) bare ikke var gode kattebøger på markedet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde i hvert fald begrænset fornøjelse af dem. Katteadfærd var i hvert fald ikke noget jeg kunne læse mig til, og det var nok grunden til, at jeg i flere år troede, at Chili var en “normal” kat.

Han var en usædvanlig aktiv killing, der stormede rundt hele tiden og absolut ikke havde tid til at kæle. Efterhånden som han voksede til raserede han mere og mere i min lejlighed. Jeg nævner i flæng:

  • samtlige dørkarme lignede en brugt motorvej efter et snefald, fordi han elskede at klatre op i dem og lade sig gliiiiide ned – med kløerne godt begravet i dem, naturligvis
  • mine gardiner lignede hængende ryatæpper, og rya var i den grad yt i 1984
  • glasvæv, var som skabt til at kradse i – er nogen klar over, hvor mange tråde, der er i sådan noget og hvor grimt det ser ud, når samtlige stikker ud eller slænger sig hen ad gulvet ?
  • tapet var herlig underholdning, så når han alligevel lå øverst på klædeskabet og kedede sig, kunne han jo lige så godt pille det af – det var alligevel ikke så kønt
  • skraldespande, toiletpapir og andet porøst materiale kunne han jo lige så godt flænse til ukendelighed med det samme, inden det skete ved et uheld
  • i tilfælde af, at vandrehistorien om fugleedderkoppen i yuccapalmer var sand, sørgede han pænt for at aflive den, ved gentagne gange, at skubbe den ned fra min reol, hvor den var evakueret, fordi han ikke skulle spise den – og der er meget jord i sådan en fyr

Sådan gik min hverdag altså de næste par år og da Chili var 2 år gammel havde jeg næsten nået mit bristepunkt. Jeg gik stadig i den tro, at dette var helt normal katteadfærd, og begyndte derfor at tro på, at jeg nok ikke var skabt til at være katteejer og Chili derfor sandsynligvis ville få det bedre et andet sted. Jeg forsøgte derfor at ringe til Inge’s Kattehjem, for evt. at finde et andet hjem til ham. Dér fik jeg den besked, at jeg da godt kunne komme med ham, men han blev nok aflivet, fordi ingen ville have en kat på 2 år. Så var det emne udebatteret – Chili blev hos mig!

Måske har han hørt min samtale *G* for næsten samtidig begyndte han at ændre sig og falde lidt mere til ro. Set i bakspejlet ved jeg godt nu, at Chili havde nogle slemme frustrationer og adfærdsforstyrrelser. Han blev taget alt for tidligt fra sin mor, og i de 3 uger, der gik før han flyttede ind hos mig, var han spærret alene inde på et lille værelse – uden selskab af andre dyr eller mennesker, og det kan sagtens sætte sit præg på en lille 8-ugers killing.

Chili udviklede sig med tiden til den mest vidunderlige kat og var dermed at levende bevis på ordsproget “Good things come to those who wait”. Han var altid en meget specielt kat, og helt klart udelukkende min kat. Han blev efterhånden meget velopdragen og lystrede en hel del kommandoer – men kun når de kom ud af min mund. Forsøgte andre stirrede han nedladende på dem med det mest flabede udtryk.

Af en eller anden årsag var Chili en kat, der i den grad indgød andre mennesker respekt. Han var ikke spor agressiv, men en del i min omgangskreds havde stor respekt for ham eller var direkte bange for ham, skønt han aldrig havde gjort dem noget. Han var dog god til at indlede et stirre-trip mod folk, der havde taget hans plads. Det resulterede næsten altid i, at de flyttede sig og nogle gange gik de ligefrem hjem ;-)Han havde også sine klare sympatier og antipatier – flest af de sidste – og folk var ikke i tvivl om, i hvilken gruppe de befandt sig. De, han kunne lide fik lov at røre ham – på betingelse af, at han fik lov at snuse dem i håret først, så han var sikker på, at det var dem. De, han ikke kunne lide, fik absolut ikke lov at røre ham, og forsøgte de alligevel blev de mødt at et foragteligt fnys, som ingen kunne misforstå. Specielt sådanne mennesker elskede han at køre psykisk terror på, ved, de før omtalte, stirre-trip, eller ved at vandre rundt om den konstant og stirre nedladende på dem samtidig.

Da Chili blev gammel blev han de sidste år, i modsætning til mange andre katte, dog noget mildere stemt. Han bevarede sin legelyst hele sit liv, men de sidste år, tror jeg, at han selv syntes, at det var pinligt :-)Når han havde forsøgt at dræbe en piberenser, kiggede han sig ofte pludselig omkring, som for at kontrollere om nogen mon havde set det, og begyndte derefter at vaske sig meget koncentreret – en typisk overspringsbevægelse.

Da han var 10-11 år fik han er hjerneblødning, som han dog kom sig 100 % over, men da han var 14 år fik han en fredag nat blærebetændelse. Jeg tog på dyrehospitalet med ham, og han fik Synulox og kom sig ret hurtigt. Kort tid efter fik han endnu en blærebetændelse og fik endnu en kur. Jeg fik selvfølgelig tjekket, om der skulle være krystaller i hans urin, men det var der ikke. Nok derfor tog jeg det først ikke så alvorligt, men en morgen, efter hans antibiotikakur var slut, ville han ikke spise, og da jeg så det trætte udtryk i hans øjne, var jeg klar over, at det blev min sidste dag med Chili.

Vi tog til dyrlæge om eftermiddagen og min indstilling var, at han ikke skulle plages med en masse prøver, og ikke skulle være forsøgskanin for noget som helst. Jeg var 100 % sikker på, at det var tid, at han skulle aflives, og jeg følte, at han også selv havde givet op, og ville have fred. Det kan nok lyde underligt for andre, men jeg var helt sikker i min sag. Dyrlægen kiggede lidt på ham og gav mig heldigvis ret – jeg havde næsten ikke orket, at skulle til at diskutere det….. Han mente, at Chili’s nyre ikke havde kunnet klare den belastning, som blærebetændelse er, og derfor var holdt op med at fungere. Han var 99 % sikker i sin sag på, at det var dét, der var tilfældet, men skulle tage prøver for, at blive helt sikker. Det var hverken han eller jeg indstillet på, at Chili skulle udsættes for, så han fik stille og roligt lov at få fred.

Det var en underlig følelse, for ud over, at han var en meget speciel kat, var han også den stabilitet, der havde fulgt mig gennem hele mit voksne liv. Jeg var dog på intet tidspunkt i tvivl om, at det var den rigtige beslutning og har hele tiden haft det godt med, at jeg til sidst magtede at gøre ham den ultimative tjeneste.

Comments are closed.